Shimanos serie af Speedmaster-stænger har nu et par år på bagen og er her i 2009 blevet opgraderet til Speedmaster AX. Den oprindelige serie af stænger kan derfor findes til rigtig fornuftige priser hos grejhandlere i hele landet.
Jeg har to af de oprindelige Speedmastere: 9 fod med kastevægt fra 10-30 gram og 10 fod med kastevægt fra 15-40 gram. De har begge været med på nok 100 fisketure hver langs de danske kyster; deraf grundlaget for denne anmeldelse. 10-fods stangen har primært været benyttet ved steder som Stevns og Kronborg hvor der kastes langt med lidt tungere agn. 9-fods stangen har været den foretrukne langs sjællands øst- og nordkyst, samt på en del ture ved de fynske kyster.
Stængerne i serien er iøjnefaldende på grund af det delte håndtag. Design er en smagssag, men jeg synes at det er fedt! Kendetegnende for serien er også at det er stænger som er lette og stærke. Det var de første i Master programmet hvor Shimano benyttede "Bio-Fiber" i klingerne, og det giver en lidt speciel aktion i forhold til almindelige kulfiberstænger.
En lav vægt sammen med en stærk klinge er naturligvis gode egenskaber for enhver fiskestang, men det der virkelig overbeviste mig, og som overbeviser mig igen på hver eneste fisketur, er aktionen. Klingen er hurtig og lidt stiv i det, hvilket betyder at den kaster fremragende og at man har en rigtig god fornemmelse for hvordan agnen arbejder i vandet under indspinning. Og man mærker de mindste prik. Men hvis så de små prik pludselig resulterer i fast fisk træder bio-fibrene i karakter og alt efter hvor meget belastning der kommer, så bøjer stangen bare længere og længere ned mod håndtaget! Man føler virkelig at aktionen bare graduerer efter belastningen og at klingen hele tiden arbejder lige præcis så langt ned som der er behov for.
9-fods udgaven kaster aldeles fremragende med blink helt ned fra omkring syv-otte gram, men til gengæld vil jeg ikke gå over 25 gram i kastevægt. Den ideelle kastevægt vil jeg mene ligger mellem 10 og 20 gram. 10-fodsstangen kan også snildt gå under den anbefalede kastevægt og kaster udmærket med vægte ned til ca. 10 gram. Der vil jeg så ikke gå meget over 32 gram i kastevægt. Den kaster forrygende med vægte mellem 20 og 28 gram.
Holdbarheden på stængerne er også fin. Syv-ni-tretten, så er der ikke knækket øjer af, hjulholderen fungerer som den skal og korrosionen er minimal. Dette med minimal vedligeholdelse og rimelig hårdhændet behandling!
De fleste steder kan disse stænger købes for omkring 900 kroner, nogle gange mindre hvis man er heldig. Til den pris får man efter min vurdering virkelig meget fiskestang for pengene. En fremragende stang der fungerer som den skal og som bare gør hele oplevelsen og fornøjelsen ved fiskeriet større!
Shimano Speedmaster
| 0.0 | 9.8 (2) |
Kommentarer og anbefalinger
Gennemsnitskarakter fra: 2 bruger(e)
To write a review please register or log in.
1 ud af 1 andre brugere synes dette var en brugbar kommentar.
det er bare den bedste stang der findes til den pris ingen tvivl om det....
5 ud af 6 andre brugere synes dette var en brugbar kommentar.
En super stage som bare fungerer!
Powered by JReviews

