Et super værktøj til fluebinding, som man meget nødigt vil undvære når man først har lært at anvende det; og det er meget nemt.
Værktøjet bruges til at fastholde fluebindsmateriale til krop, krops- eller fronthackle m.m. og måden hvorpå bindetråden splittes op svarer vel stort set til at lave en dubbingbørste direkte på bindetråden. Her er det naturligvis vigtigt at anvende en tråd der kan splittes op, og jeg har selv god erfaring med anvendelse af tråd fra UTC, mens UNI er noget sværere at splitte.
Dem der har bundet fluer igennem noget tid har sikkert allerede en papirklemme eller flere liggende sammen med det øvrige fluebindingsværktøj; og for dem, så medbringer MAGIC TOOL nok ikke så meget nyt, og så måske alligevel. MAGIC TOOL’s kombination af 2 klemmer er efter min mening genial. Det lille fif med at splitte tråden op i stedet for at lave en dubbingløkke er heller ikke uvæsentligt og giver såvel bedre holdbarhed som mere harmoniske og veldressede fluer. Samtidig sparer man på tråden og den til tider begrænsede plads, som specielt er gældende ved binding af små fluer a la tørfluer og nymfer.
MAGIC TOOL fås i 2 udgaver: En normal med 3 små bordklemmer og tilhørende 2 klemmer der holder materialet eller en udgave (magnum) som indeholder 1 stor bordklemme med 1 tilhørende klemme for fastholdelse af materialet. Begge udgaver indeholder desuden 3 stk. træstykker/cylindere/dyvler med forskellig diameter – som vi kender fra bl.a. møbelindustrien eller IKEAs saml selv skabe. Disse bruges til at skære og fremstille materiale af flash eller andet som via bordklemmen kan mikses i det øvrige materiale til krop eller hackle.
Det almindelige sæt med 3 bortklemmer har den bredeste anvendelsesmulighed, og dækker alt fra små fluer til hackler på større laksefluer. Bindes der derimod fluer med længere krops-/palmerhackler a la Wooly Buggers og lign. så vil man med fordel kunne gøre brug af magnumudgaven, alene af den årsag, at længden af klemmen giver mulighed for en ”børste” på op til ca. 6 cm. Den største klemme på den almindelige sæt er 45 mm, hvilket svarer fint til et fronthackle på en havørred eller lakseflue.
Ikke alt er dog rosenrødt vedr. dette værktøj, og her til sidst bliver jeg dog nød til lige at gnide lidt salt i såret, for det er nok noget af det dyreste stykke plastik som jeg ejer. Ca. 250 gode danske kroner skal man slippe for MAGIC TOOL, og yderligere små 300 kr. hvis man vil have den tilhørende ca. 30 min vejledning på dvd med i købet. Jeg har selv undladt vejledning, og klaret mig med den korte step-by-step fotovejledning som følger med købet, suppleret med et besøg på nettet, hvor man kan se MAGIC TOOL anvendt i praksis. Det har give mig rigelig med instruktion og som sagt, så er værktøjet altså meget let at anvende.
Jeg har selv købt det almindelige sæt, har glemt alt om prisen og er super glad for den om ikke magi så lethed, som MAGIC TOOL har tilført min fluebinding på dette punkt.




Kommenteret af Boss