I grænselandet mellem Nordsverige og Finland, eller der hvor elvene Könkämä, Muonio og Torne lægger vand til den 540 km lange grænse, finder man ikke kun mærkelige stednavne, men et stalling og ørredfiskeri af rang. På den rigtige årstid kan man til og med møde laks og havørred i nogle af områdets smukke vandløb.
En del tager på familie ferie, andre tager på charterrejser, nogen kan lide de lidt mere eventyrlige rygsæksrejser og så er der dem som tager på livsrejser. Mats er livsrejse. For seks år siden foretog Mats Christensén fra Göteborg en lang rejse. Han rejste fra Göteborg, et godt job som fotograf, for at gennemføre uddannelse som naturguide på Tornedalens folkehøjskole i Övertorneä. Han kom aldrig tilbage til Göteborg. Rejsen indebar flere mellemlandinger nord for polarcirklen, da det i begyndelsen var fluefiskeri og telemark ski der fik blodet til at boble i årene.
I dag arbejder Mats som naturguide omkring Äkäslompolo i det nordlige Finland. 1800 kilometer fra Göteborg, midt i ingenmandsland om man vil. Hans største projekt for tiden, er at designe og markedsfører en downhill og freeriderbane til mountianbikere, hans nye og mildest sagt store passion i livet. 
Storslået vildmark med tætte bjergtoppe, skabes ikke kun rette forudsætninger for et godt mountainbiking og skiløb, her findes også de rette elementer for et attraktivt fluefiskeri. I det nordlige Finland hviler der midlertidig stadig er fordrejet arv om naturen som indtægtskilde. Her er alle vande i princippet tæt på en eller anden form for vej. enstydigt med et skafferi, hvor folk frit kan fråse når tiden er ret. Faktum er at vandene overhovedet ikke behøver at være nær en vej.
Snescootere om vinteren og atv'er om sommeren gør det muligt at fylde plastkasserne med fisk langt ude i vildmarken. En holdning og metodik som ikke just skaber de rette forhold for sportsfiskerturisme. Desværre råder samme mentalitet også mange steder på den svenske side af grænsen, men her finnes også flere områder hvor man tager sportsfisketurismen alvorligt. Her har man indset at mange lystfiskere faktisk betaler store summer for et godt fiskeri, uden at ville beholde fangsterne til madlavningen. For mange udenlandske sportsfiskere er dette en forudsætning for at besøge et område, et stort kvalitetsstempel.
Da Mats Christensén arbejdede som fiskeguide, var han medvirkende til at skabe en bæredygtig udvikling for sportsfisketurismen, i området omkring Muonionalusta. I sammenarbejde med fiskecampen Rajamaa og dens ansatte Lasse Malmström, har han skabt de rigtige regler og forudsætninger for et attraktivt fluefiskeri, som let nås med bil eller korte distancer til fods.
En del af strækne i området er såkaldte catch & release, og her skal alle fisk nænsomt genudsættes. 
Kun modhageløse enkeltkroge er tilladt på disse stræk, desuden gælder et maksimum minimummål på stallinger, så kun stallinger mellem 35 og 45 centimeter, samt ørreder over 40 centimeter må beholdes. Men selvom det er tilladt at beholde fisk inden for de fastsatte rammer, dikterer reglerne også at fisk skal tilberedes ved vandet hvor de er fanget. I praksis betyder dette at stort set alle gæster bedriver et frivilligt catch & release fiskeri. For mig er dette de rette betingelser, det er regler som disse der gør at jeg vil betale flere penge og rejse langt for at fiske.
Da Mats og jeg krydser den uovervåget grænse mellem Finland og Sverige, er det under skiftende himmel. Skiftevis mellem mørke skyer med regn og blå himmel med strålende sol. Typisk for en svensk sommer. Vi ankommer hurtigt efter til Muonionlusta, et lille tyndtbefolket samfund, hvor røde hytter med hvide vindueskarme, pryder det omgivende græsmarker som breder sig ud til af de små åer og elve i området. Muonionlusta er et aldrende samfund, hvor de unge flytter sydover til større byer, mod job og studier i Luleå, Umeå, Göteborg og Stockholm. 
Fiskecampen Rajamaa er beliggende noget nær midten af Muonionlusta. Campen ligger næsten som på en lille ø mellem elvene Kinnerpuuska i nord, Muonijoki i sydøst og Takaväyläi vest. Alle vandløbne er i forbindelse med hinanden og danner sammen den sydveststrømmende elv Muonioälven. Det er som om vandsystemet, er et gennemdesignet fluefisker paradis. Området er enormt indbydende.
Nogle ville måske savne, vildere vildmark, højere bjerge og færre folk. Hører man til dem er man helt klart rejst til det forkerte sted, fordi Rajamaa fiskecamp handler om nærhed, man er tæt på alt fiskeriet. En nærhed som også gør at man af og til vil møde andre af campens gæster ved vandet, men ofte vil man dog kunne være helt alene ved vandet.
Da Mats og jeg mødte Lasse Malmström første gang var det på vej til campens hoved hytte. Her serveres maden til gæsterne og der er adgang til alt den nødvendige information. Lasse er en rolig mand, høj man stærk som en skovhugger, med en stille fremtoning, præcis hvad man forventer af en mand fra nord. Efter lidt småsnak og almen information har Mats og jeg frit lejde til fiskeriet i den lækre lille elv Kinnerpuuska et par minutter til fods nord fra kampen. Vandløbet er varieret og intimt, en sand fluefiskedrøm. Ifølge både Lasse og Mats er der godt med store stallinger. Et vand med en snitstørrelse, som ville være svær at opdrive andre lige så lettilgængelige vande.
Lystfiskerhistorier eller ej så kan man hurtigt konstatere at det er den rene fryd at fiske den lille delikate Kinnerpuuska elv. Til at starte med er fiskeriet trægt, rigtigt trægt. Mest småfisk mellem ti og tyve centimeter, som kun giver småvibrationer i stangtoppen, der går én næsten ubemærket forbi.
Vi fisker det mellemste stykke af elven og vejret er næsten lige som skiftende som hugperioderne. Tidsopfattelsen er som den bør være når man fisker, i dvale. Der går omtrent en time før der begynder at ske noget, jeg ser flere gange gode stallinger tage insekter på overfladen. Den overhængende lyse himmel reflekterer hårdt i vandspejlet og på trods af polariserede briller er det så godt som umuligt at se insekter på overfladen, men de er der. Klækningerne er på ingen måde prangende i antal, men til gengæld er der mange forskellige arter.
Heptagenia, baetis, slørvinger, flere forskellige vårflue arter, myg, og den mest attraktive af dem alle majfluen, danica, green drake kald den hvad du vil, men den fremkalder en forførende fornemmelse blandt lystfiskere og et ædegilde hos fiskene. Valget er givet. Ud af æsken kommer en stor imitation af en fuldtudviklet majflue, ikke kun fordi den finnes i luften men fordi den er til at se på den brusende og blindende overflade.
Det tager et par kast. Først tror jeg, jeg har skræmt fisken så den mare stopper med at stige til overfladen, eller at jeg helt enkelt har fejlbedømt min præsentation. Men tvivlen forsvinder lige så hurtigt som den mørke himmel giver efter for en flot blå farve. Med samme beslutsomhed som den plukker den ægte vare, ridder er stor stalling op gennem vandoverfladen, og uden nærmere eftertanke, lukker munden om min imitation - En stalling er jo stalling. En på mange måder fantastisk fisk at fange med fluestang, da den ofte er at finde hugvilligt i overfladen. Stallingen er ikke en umiddelbar fighter, det er ikke for kampens skyld man fisker stallinger. Det er hurtigt over, nogle akrobatiske spring og lidt sprælleri på kort line og så er det ovre. 
Den modhageløse enkeltkrog glider hurtigt ud af fiskens mund, og uden at tage fisken op gisner jeg den til at veje et sted mellem 700 og 800 gram, en helt ok stalling. Fiskeriet begyndte at tage form, større og flere fisk. De fleste fisk er mellem 500 og 700 gram, men Mats afslutter dagen med en flot fisk som helt sikkert er over kilogrænsen.
Ifølge Mats var dette tydeligvis ikke nogen super dag ved Kinnerpuuska. Hans tidligere fisketure ved dette vand, både på egen hånd og som guide, har mange gange resulteret i flere fisk over kiloet. Mere reglen end undtagelsen siger han imens han filosoferer over dagen. Jeg har aldrig fisket i Kinnerpuuska før, eller i nærheden af fiskekampen for den sags skyld, og for mig var det en god fiskedag, en rigtig god fiskedag.
Som camp holder Rajamaa en overordentlig høj standard og fiskeriet syntes endnu bedre. Jeg er overbevist om at fluefiskere med stallinger i fokus, som har indset at en nænsom genudsættelse af fisken er vejen frem, ikke kan rejse fra Rajamaa med andet end et positivt minde.
Mere information omkring fiskeriet, Rajamaa og øvrige aktiviteter i området findes på hjemmesiden www.rajamaa.com. Her finder du også de aktuelle priser på fiskeriet, logi og forskellige pakkeløsninger.
Grej til Rajamaa
En fluestang på 8 eller 9 fod i klasse 3 til 5 er et godt udgangspunkt. Min favoritudrustning til sådan et fiskeri er en 9 fods klasse 5 stang, med en flydende wf line. Det er flydeline der bruges her, men sørg for at have forskellige synkeforfang, synkepasta eller lignende blyfri fortyngning, til de situationer der påkræver du fisker fluen dybere.
Fluevalget er som i rasten af det helt nordlige, lidt imitationer af slørvinger, myg, myrer døgn og vårfluer.
Små klækkere bundet med CDC of flymfer med natur farvet hackler. Hackler i tan, dun, brun og oliven, samt kroppe i orange, tan, brun, oliven, grå, gul og rust er alle gode. For den som behersker det, er tjeczh nymph en effektivt teknik, som har haft stor fremgang de seneste år. Rajamaa vandene har gode forudsætninger for et sådan fiskeri, de fleste steder er der mellem 0,5-2 meter dybt.